Der er nogle gange, hvor de bands, som kommer og er med til at starte en subkultur, nægter at lade sig knægte og forsvinde ud i glemslen efterfølgende. Et af de bands er Metallica. Et band, som sammen med Anthrax og Megadeth, kom fra Bay Area i San Francisco og spillede en ny type af metalmusik, som blev kaldt thrash – at piske. Og det var, hvad musikken gjorde. Den var hård og kompromisløs, den piskede publikum i et hæsblæsende tempo, og der var ingen nåde. Det var musik, som verden ikke havde hørt før, og der var mange, som mente, det var organiseret larm og hurtigt ville dø ud igen, men det skete ikke, og vi er taknemmelige for de unge menneskers vilje og stædighed, for ellers ville vi være mange flotte stykker musik foruden.
Musikken kom som et
modstykke til den meget poppede hårdmetal og som et modstykke til den lyd, som kom fra de engelske metalbands, som var noget mere pompøs og symfonisk. Det var en stil uden pynt og pjank, tøjet var sort og teksterne var ofte mørke og meget dystre, noget som slet ikke var set før.
En særlig genre
Som metalmusikken døde lidt ud og blev overtaget af grunge og britpop, så tog Metallica livtag med verden og strammede grebet, og selvom der har været bølgedale, så er Metallica og de andre store fra thrashtiden stadig bands, som trækker fulde huse. Men specielt Metallica trækker stadig publikum nok til at fylde stadions, og det er med samme rå energi, de leverer i deres numre næsten 30 år efter, d
udgav deres første plader.
De er for længst optaget i de forskellige hall of fames, og der er grammyer nok på hylderne derhjemme til at sikre metaltræthed hos de hylder, der holder dem, men det er bands, som nægter at gå tilbage til subkulturen. De fortsætter den vej, de nu er på, og de sætter ikke farten ned, hverken på pladerne eller til deres koncerter.
De er i dag så ikoniske, at de ikke får lov at gå over i glemslen, og de står for både for fans og anmeldere som noget særligt. Tusindvis af musikere ser op til dem, og det har selvfølgelig også været med til at sikre, de ikke er gået tilbage til at være en subkultur. Det er deres trofaste fans fra den gang, de startede, som holder dem i live – sammen med de mange nye, som er kommet til.
