Der er ikke tvivl om, at selvom den internationale musik fylder meget på verdensplan, så er der også stadig meget lokalmusik, som fylder meget i de forskellige lande. Vi behøver ikke se længere end nu, hvor Kim Larsen lige er gået bort. Pludselig er hans musik på alles læber, og han er igen den mest spillede kunstner på de danske hitlister.
Et af de tidspunkter, hvor vi ofte kan se det nationale eller regionale præg i musikken, er til det internationale melodi grandprix. Her bliver det meget tydeligt nogle gange, hvor stor forskel der er på den musik, som vi finder i Østeuropa, til det, som vi eksempelvis finder i det sydlige Europa. Forskellene er faktisk så store, at det er sjældent, der bliver givet store point fra de lande, som er langt væk geografisk, og det er med til at understrege, at det er svært, hvis du virkelig har dit eget regionale præg på musikken.
Det samme gør sig gældende, når du kigger på de forskellige perioder med musik, der har været gennem historien. For der er jo ingen, som vil forveksle barokmusikken med renæssancemusik. Det er to meget forskellige udtryk, og det er på samme måde som det nationale udtryk. Det er som et fingeraftryk, det er umuligt at få væk, når det først har markeret sig på musikkens scene.
At synge med sit eget næb
Vil man ud over landegrænsen, så skal man som udgangspunkt altid ændre sine tekster til engelsk. Her får man et større publikum, end de fleste kan mønstre på deres eget sprog. Flere vil kunne forstå teksten, og det er der bare mere salg i.
Men det nationale præg er stadig tydeligt. Lytter du godt efter, så kan den nationale accent ikke altid skjule sig, lige meget hvor dygtig en kunstner, der er tale om. Der er det der hint af hjemlandets sprog, der er med til at give det sin egen charme.
Men der er dog stadig bands og kunstnere, der formår at komme ud og ramme hele verden, selvom de ikke synger på engelsk. Der er bands, der helt bevist vælger sit eget sprog at synge på. Det kan være fordi, det er lettere at digte på sit eget sprog og udtrykke sig sprogligt. For andre kan det være, at de bare foretrækker det frem for et fremmedsprog som engelsk, de måske ikke mestrer til fulde.
Et godt eksempel på et band, der er nået ud til verden på denne måde er Rammstein. Alle deres tekster er på tysk, men det er ingen hindring for succes.