Lytter du også til klassisk musik, så er der i år gode muligheder for at opleve live klassisk musik rundt omkring i landet. Der gennemføres masser af klassiske musikfestivaler rundt omkring i landet, så uanset hvor du bor, vil du have mulighed for at finde en festival, der kan passe til din pengepung og smag inden for den klassiske musik.
Skal du på ferie på Bornholm, kan du for eksempel besøge Bornholms Musikfestival, som løber over det meste af juli og august måned. Du kan vælge mellem værker af mange af de største komponister fra Carl Nielsen til Beethoven, og mange topnavne spiller. Blandt andet Novo Kvartetten, som fremfører værker af Haydn, Brahms, Schubert og Hugo Wolf.
Fanø byder også på en række sommerkoncerter i juli og august, hvor det mest handler om kammermusik, og i begyndelsen af august kan man høre en koncertaften med den store internationale baryton, Bo Skovhus, der stammer fra Ikast, men i dag har sin base i den østrigske hovedstad Wien.
Fyn byder også på en klassisk musiksommer med Hindsgavl Festival, som i år kører på sin 53. sæson, så det er en levedygtig festival, der er tale om. Er du studerende eller mellem 18 og 35 år, kan du bo på Hindsgavl Festival Camp, hvor du skal medbringe dit eget telt. Er man heldig, kan man måske også få et afbudsophold på Hindsgavl Slot, der fungerer som hotel og konferencecenter.
Vestjylland vil også være med. Nørre Vosborg Kammermusikfestival finder sted på den lille, smukt restaurerede herregård ved Holstebro, og her kan du høre værker af klassiske komponister som Schubert og mere moderne som Kodály. Der er også mulighed for at deltage i en særlig musikgudstjeneste i Ulfborg Kirke, ligesom du kan komme til yoga-koncert i Vemb Kultur- og forsamlingshus.
Sjælland byder blandt andet på Odsherred Kammermusikfestival, hvor et af indslagene er en opsætning af Mozarts opera ‘Cosi van Tutte’ i Klint Kalkbrud, så kan du ikke komme til friluftsopera i Verona i år, kan du hente lidt af stemningen i Klint.