Da rockmusikken gjorde sit indtog, var det som om hele verden fik et chok, og det var som en hvirvelvind. Rockmusikerne kom og tog verden med storm.
De erobrede verden, og de skrigende piger og provokerende drenge gjorde, at forældrene gav fortabt. Med rockmusikken kom det ungdomsoprør, som vi alle har læst om, hørt om eller oplevet.
Musikken blev et talerør for en generation. En generation, som gjorde oprør mod alt, og som så, hvordan det gamle samfund faldt fra hinanden, og det moderne samfund, som vi kender i dag, kom ind.
De falder fra
Dem, som var med fra starten er nu ved at dø, og tilbage står en masse mennesker, som frygter, at den musik, som de lagde så stor vægt på, og som er lydsporet til deres liv, vil uddø. At rockmusikken vil forsvinde ud i glemslen, når de ikoner, som skabte den og alt det, som fulgte med, bliver lagt i graven.
Nogle a
f de store, som i de senere år er gået bort, er kunstnere som David Bowie, en mand med en over 40 år lang karriere i musik, som igen og igen har skabt musik, som er grænseoverskridende, og som de fleste måske i starten mente var for underlig.
En anden rockmusiker, som er faldet, er Lemmy fra Motörhead. En musiker som altid har presset grænserne for, hvad samfundet kunne tåle, og som med eskapader, et massivt stofmisbrug og sine meningers mod, altid har stræbt efter at give alle, der ønskede det, et modspil. En mand så hård, som den rockmusik, han spillede, og som levede et liv lige så hårdt – uden at fortryde noget.
Mange andre ikoner er gået bort, og fra Beatles er der nu kun to tilbage. Dem som startede det hele. Allerede i 1977 mistede vi kongen af rock, Elvis. Det er en hård branche, og du skal være på stikkerne hele tiden og ikke falde i de mange faldgruber med alkohol og stoffer, som branchen fører med sig. Og det er ikke let.
Men rocken dør aldrig helt – heldigvis.
