Lige fra de første nye musikere kom til, har der været en “konflikt” mellem de ældre generationer og de unge og deres musik, som jo per definition altid er organiseret larm.
Efter sigende skulle den første person, som brugte ordene “de unge nu til dags” have været Sokrates i forbindelse med en demonstration i Athen, og der er ikke mange ting, som har ændret sig siden. Der er stadig mange, som brokker sig over de unge, deres påklædning og ikke mindst deres musik, eller hvad det nu er, de kalder det larm, de lytter til.
En af de bedste eksempler på dette er i TV-serien Matador. Her oplever man, at manufakturhandler Arnesen ødelægger den jazzplade, som Vicki hører, og samtidig kalder det noget meget upassende. Det har ikke ændret sig, og mange kan huske deres forældre klage over, at deres musik v
ar larm, og de mennesker, som spillede det, havde alt for mange tatoveringer og var for langhårede.
Der er næsten altid et klart skel mellem den musik, som du selv hører, og det som dine børn kommer til at høre, for der er jo et klart skel på alt, hvad der sker mellem generationerne og den udvikling, der er alle andre steder i samfundet.
Men musik er også følelser, minder og mange af de gode minder, man har, er fra ens ungdom. Det er der, hvor vi kobler følelser til musikken, så derfor kommer vores musik fra ungdommen til at betyde mere og mere for os, og derfor så har vi svært ved at forstå alt det nye, som kommer til, for den musik, vi hørte som ung, er bare bedre end noget andet her i livet.
