Musik er livet

Det er de færreste, som ikke har en musiker, komponist eller band, som de foretrækker, og det er noget, som følger os hele livet. Det er som om musikken er vores ven, giver os minder og bringer følelser frem i os, både de negative om den første kæreste. som forlod os. Om børnenes fødsel, ægteskabet eller noget tredje, som kan få hjertet til at springe et slag over.

Musikken er vores ungdom, for mange kan stadig huske de plakater, som de havde på deres værelser. Musik er dog også identitet og noget, som vil følge en resten af livet, og til sidst vil vi blive båret ud til musik, så at sige det er en følgesvend hele livet, er bestemt ikke helt forkert.

Musik er alle steder

Musikken er i dag så let tilgængelig, at det er med os over alt, og du ser flere og flere, som har deres hovedtelefoner på, når de løber, træner, sidder i toget og bus eller cykler. Det følger bare med, og det er også så stor en del af kulturen til både hverdag og til fest, at der ikke er noget, som vi kan gøre. Den er bare med os, og det er også der, hvor du virkelig kan se, hvor forskellige mennesker er.

For der er næppe to, som vil lave den samme playliste, og alle har deres egne præferencer. Det bedste bevis for det er, når du er til fest, og der konstant er en som skal skifte musikken. Der er er hele tiden nogen, som vil høre noget andet, og der er altid nogen, som stopper den musik, som du har sat på og sætter deres eget på. Det er en mærkelig forestilling for dem, som ikke er med til festen, at en hel aften er brudte miniklip af musik.

At musikken også er kultur viser sig ved at selv populærkunstnere nu kommer på finansloven. De er med til indsættelserne af præsidenter, og de får sågar nobelpriser nu.

Det har sneget sig fra en subkultur til at være kultur på lige fod med de andre store mestre, noget som populærkulturen ikke altid har haft så let ved. Den manglende accept og rynken på næsen af den kulturelle elite er væk, den er ved at blive udvisket, og der er nu flere musikere, som krydser over, og som ikke ser noget forkert i at spille både klassisk og pop.

Selv tegneserier er populære at læse, ikke kun hos børn, men nu også på højere læreanstalter, og der er kommet mange intellektuelle til som indrømmer, de nyder både de russiske klassikere såvel som Anders And. Så musikken har vist vejen og dannet præcedens for en sammenblanding i kulturens hellige navn.